Bikinifitness

Så er det endeligt Newcomers igen i Herning, år 2018, og både Frost og jeg glæder os helt vanvittigt. Stemingen, Jan Tana duften, og alle de ligesindede dedikerede atleter, med maden målt af i gram og træning på så højt et niveau at resten af verden synes man er lidt småskør.

Lige siden jeg kom til København 2009, har jeg været med. I Tyskland var jeg i mange år med som Bodystoreatlet, så jeg var heldig at Bodystore.dk også valgte at tage mig med i DK, og derudover at DBFF valgte at bruge mig som præmiepige. På den måde fik jeg hurtigt mange venner i den danske bodybuilder scene og vennede mig langsomt til tanken om også at hoppe på den danske scene, selvom jeg er helt absurd genert og særligt sensitiv. Alle dem som kender mig véd, at jeg er meget åben og imødekommende i trygge omgivelser, som i Repeat Fitness, men når jeg er ude blandt mange, lukker jeg intet ind. Så personligt var det en kæmpe personlig udfordning.

Springbrættet til at tage skridtet til at hoppe på den danske bikinifitnessscene, var simpelthen at jeg blev kronisk syg. Til det tyske internationale stævne i Bochum december 2010, sad jeg fast i snestormen og fik en mavetarminfektion, en gastroenterit, som fik min genetisk dvalende morbus crohn i udbrud. Herefter var det eneste jeg havde i mit liv, min træning og Frost. Jeg havde brug for en grund til at stå op om morgenen -hvilket ikke var morgen, for jeg var oppe hele natten, i smertehelvede, og sov langt op af sagen, ventede på at Lars kom hjem fra sin tømrerlære, så vi kunne træne og jeg kunne lave sund mad os.

Jeg valgte at stille op.

Efterfølgende har jeg fået at vide, at flere kom hen til Lars og spurgt, hvorfor han lod mig stille op, syg og meget tynd, hvor han blot har rystet på hovedet over den manglende forståelse for en syg pige der følger sine drømme

.

Men, men men men, hvor har jeg mødt enorm støtte, kærlighed, venlighed, fra allesteder, og dét har givet mig en styrke til at tro på at jeg kan blive så rask, at jeg kan få et værdigt liv.

Det meget triste ved en kronisk tarmsygdom, er at jeg aldrig bliver rask. Jeg vil altid have smerter og være sat ud af spil on offm pga “udbrud” (tarmene bløder, smerter og jeg binder kilovis af væske, læs: jeg ligner en vandballon). Men det gode er, at når man lever i det, med det, er det ikke noget man tænker over. Jeg har aldrig tænkt “hvorfor mig?”, men tænkt “hellere mig, så andre går fri”.

Og nu med stomi, er målet at komme på scenen igen. Fordi det gør min dagligdag, mit liv, mere meningsfuld, det giver mig styrke og glæde. Og så håber jeg ikke at forarge nogen med at gå på scenen med dårligere odds, måske en meget dårligere form end de andre smukke raske bikinipiger, med en stomi, men jeg gør det med hele min sjæl.

Tak

Sylle